Profetens Muhammads forhold til kvinder
skrevet af Rolf Slot-Henriksen

Før Muhammad havde kvinden en ret fri stilling i det arabiske samfund. Kvinden havde selv det afgørende ord om, hvem hun ville gifte sig med, og kvinder kunne ved mange lejligheder gribe ind i stammens skæbne med råd. Med islam forsvinder disse rettigheder. Der er forhold, som polygamiet og det persiske haremsvæsen, som Muhammad overtog, men der ligger også i Muhammads forkyndelse og lovgivning en uheldig undervurdering af kvinden. Muhammads første hustru Khadidja var før hun blev gift med profeten en formuende selvstændig forretningskvinde i det arabiske samfund. Men da Muhammad formede sine tanker og love for kvinden, var hans første hustru den fromme Khadidja allerede død, medens den intrigante Aischa og de talrige kvinder, han befolkede sit harem med, gennem deres konstante intriger ikke var egnede til at ændre Muhammads tanker om kvinden i en positiv retning. De talrige intriger i hans harem, som nok var med til at forme Muhammads syn på kvinderne og deres totale underkastelse under ham som profet, statschef, højesteretsdommer og øverste militærchef, kan nok ikke føres tilbage til kvindernes karakter, men kan forklares ud fra den situation, de var sat i et harem, hvor alle måtte gøre opmærksom på sig selv, også på uheldige måder, for ikke at blive overset.
Det usædvanlige mand-kvinde forhold kan også ses ud fra andre perspektiver: da Muhammad giftede sig med den unge Aischa var hun 10 år! (nogle kilder siger endog 9), Muhammad selv var 50! Uden tvivl blev der allerede fra starten gjort vold mod et barns sind. Da Muhammads nomadelejer en morgen brød op, blev Aischa tilbage for at lede efter sit tabte halsbånd. Ingen havde opdaget, at hun blev tilbage, da kvinderne blev transporteret i store lukkede kurve på kamelryggen, så man nedefra ikke kunne se dém, der sad i kurvene. En ung efternøler ved navn Safwan tog hende op og var sammen med hende en hel nat på den forladte lejerplads. Den unge kone sammen med en ung smuk mand satte sladderen i omløb. Muhammads datter Fatima (af 1.ægteskab) gik straks til angreb på Aischa, som hun beskyldte for ægteskabsbrud, medens hun krævede, at Muhammad skulle skille sig fra hende. Muhammad havde nok mistanke, men fik til lejligheden en åbenbaring, at Aischa var uskyldig, og at fremover en sådan beskyldning skulle støttes af fire vidner. Fra denne dag var hadet mellem Fatima og Aischa dødbringende og fik skæbnesvangre følger for borgerkrigene efter Muhammads død. De ægteskabelige dramaer blev ikke mindre af, at Muhammad senere fik øje på sin adoptivsøns kone i en så uheldig grad, at han tvang adoptivsønnen til at afgive sin kone til ham. Allerede forinden havde han fået den åbenbaring, at mænd måtte have op til fire hustruer på én gang (foruden slavehustruer). Men da han allerede havde fire hustruer og han godt vidste, at omgivelserne ikke syntes om hans handlemåde (det blev anset for blodskam), fik han en ny åbenbaring, at han som den eneste måtte have mere end fire hustruer (foruden slavehustruer). Det moderne arabiske mund held, at “kvinden hverken har forstand eller religion” er ikke grebet ud af luften, men ligger i profetens holdning til kvinden. Koranens 2. sura, v.223 som Muhammad formulerede i en åbenbaring, går i samme retning: ”Jeres hustruer er jeres agre, gå derfor til jeres ager, som i lyster”. Den konverterede danske kvinde Aminah Echammari, som var marokkansk gift, mener ikke at dette vers bør forstås sådan, selvom hun siger: “Muslimske mænd har i tidens løb opfattet verset som lovhjemmel til at betragte kvinden som sexobjekt”(s.84) og peger på Sura 42,v.38(fejl?) om at ordne sine affærer ved gensidig rådslagning. Her må dog siges, at Muhammad aldrig har ment, at kvinder skulle deltage i rådslagningen i beduinteltet, kun mændene. Der deltog da heller aldrig kvinder i rådslagning med Muhammad eller hans efterfølgere.
Hvis man ikke kender Muhammads eget forhold til kvinder, har man ikke nøglen til forståelse af hans åbenbaringer og dermed den lovgivning, som omhandler kvinde-mandforholdet og som udspringer af disse koranåbenbaringer. Polygami er tilladt. Kvinden har ikke ret til at nægte manden seksuelt samkvem. Manden har ubetinget ret til skilsmisse under alle forhold. Kvinden kan kun under helt bestemte forhold tage initiativ til skilsmisse og kun overfor en dommer, men mister da sin “mahr”, dvs. den sum penge, som manden ifølge ægteskabskontrakten har accepteret at betale til hende. Barnet tilhører altid mandens familie også i tilfælde af skilsmisse. Derfor er et barn af en muslim altid muslim i juridisk forstand. En muslimsk mand må gifte sig med en ikkemuslimsk kvinde, men kun hvis hun er kristen eller jøde (ellers er det forbudt). I nogle lande frarådes dog ægteskab med kristne, hvis hustruens familie og det omgivende samfund er stærkt, så de evt. kunne påvirke barnet. Børn i ægteskabet er under alle omstændigheder muslimer, uanset hustruens tro eller mangel på samme. Hvis mand og hustru er uenige om noget, er det altid mandens ord, der er gældende. Hvis kvinder ikke retter sig derefter, har manden ret til at straffe kvinden og børnene også korporligt (undertiden med en stok). 4.sura v.34 påbyder at "slå dem"(dvs. kvinderne): "Og hvis I frygter modstand (evt. oprør) mod jer, så undgå dem, søg ikke ægtesengen med dem og bank dem! Hvis de (derpå) adlyder, så behøver i ikke at foretage jer mere mod dem!". Undertiden fejloversættes med vilje, så der står "irettesæt dem" i stedet for "slå dem". En sådan ændring af indholdet er for eks. også sket i Abdul Salam Madsens Koranoversættelse. Da Koranen normalt læses på arabisk, sker denne fejloversættelse typisk for at fejlinformere ikkemuslimerne. Endvidere gælder en lang række straffe for kvinder, som ikke gælder for mænd.
“En kvinde, som har undgået fortsat kontakt med en mand, har ikke lov til at forlade huset uden sin mands tilladelse, hun skal være til hans disposition for ethvert af hans ønsker og kan ikke nægte ham det uden en gyldig religiøs grund. Hvis hun er fuldstændig underkastet ham, skal manden til gengæld sikre hende mad, tøj og husly, hvad enten han har midler eller ej” (Principes).
Kvinden betragtes i første omgang som hustru og moder, og man forventer hun føder adskillige børn, helst sønner. Som sådan er der en del muslimske kvinder, som siger, at de føler, at de har det bedre end mange ikkemuslimer.