Koranens tilblivelse ifølge islamisk tradition
skrevet af Rolf Slot-Henriksen

Koranen blev ifølge islamisk tradition overdraget af Allah til profeten Muhammed i Arabien gennem en lang række åbenbaringer, som blev nedskrevet og samlet efter hans død.
Koranen anses i islam af troende muslimer for at være uden fejl, åbenbaret ord for ord, bogstav for bogstav og komma for komma. Intet kan ændres i den. Ideen om himmelbogen er hentet fra Manikæismen, hvor man mente, at Gud havde en fuldendt tavle (bog) kaldet Umal kitab liggende i Himlen. Muslimer mener, at profeten har fået denne tavle åbenbaret. De mener samtidig, at den er åbenbaret uden huske- eller stavefejl, uanset om Muhammed ikke kunne skrive, og andre først efter hans død skrev det ned, som de kunne huske, han havde fortalt. Samtidig er det islams lære, at Koranen indeholder en fuldkommen lov. Denne lov (sharia) anses for perfekt, fordi den omfatter alt og har sit udspring i den guddommelige bog. Andre love vil derfor stå i vejen for fuld muslimsk religionsfrihed og anses derfor ofte som illegitime, dvs. ulovlige, da Allahs lov jo omfatter alt, hvad en muslim har at efterleve lige fra krigsret, strafferet, familieret, socialret, ejendomsret, spiseregler til love om rene eller urene personer, dyr og ting. En troende muslim anser Koranen, som den blev åbenbaret profeten Muhammed, ikke blot som en fuldkommen bog, men samtidig som en fuldendt lov, der overgår andre love i kraft af, at den kommer direkte fra Himlen. Loven står i "urbogen", som ligger i Himlen, og som iflg. islamisk tradition kun er blevet åbenbaret i sin helhed for Muhammed dels i drømme og dels af englen Jibril (Gabriel). Ifølge islamisk tradition har alle andre profeter kun modtaget brudstykker af loven, tilmed i forfalsket form, kun Muhammed modtog den uforfalsket.
I Sura 43.2-3 hedder det: ”Ved den tydelige skrift! Vi (Allah) har gjort den til en arabisk Koran, måske vil I være forstandige og se, den er en Skriftens moder hos os, (dvs. hos Allah), ophøjet og viis!” Bogen er altså som Skriftens Moder opbevaret i Himlen. Ånder og engle lytter til den. I Sura 72.1-2 siger Muhammed: ”Det er blevet mig indgivet (åbenbaret), at en flok djinner lyttede og sagde: Se, vi har hørt en vidunderlig Koran, som leder til den rette vej”. Denne ufejlbarlige bog skulle Muhammed citere. Koran betyder recitere, fremsige. Profeten skulle huske og citere det, som nedsendtes. I Sura 17.106 bliver det klart, at Allah nedsender ”en Koran, som vi (Allah) har delt op i enkeltdele, for at du skal fremsige den for menneskene efterhånden, og vi har bragt den som en nedsendelse”. Dette er grunden til at bogen anses for ufejlbarlig, da den er Allahs egen bog.
Herhjemme siger lægen og lederen af ”Foreningen af Pakistanske Studerende og Akademikere” (OPSA) og hovedbestyrelsesmedlem for Det radikale Venstre Mazhar Hussein om Koranen: "Jeg er fundamentalist. Det betyder, at der er ikke et bogstav eller komma, der er sat forkert i Koranen. Det mener alle muslimer, og derfor er også alle muslimer fundamentalister (Jyllands-Posten Kbh. 15.6.99). Dette svarer til den almindelige islamiske Korantolkning.
Den store sunnitiske imam Abu Hanifa udtrykker det sådan, at ”Koranen i sin substans er evig. Koranen er Allahs ord og hans inspirerede ord og hans forkyndelse. Den er Allahs nødvendige attribut. Koranen er ikke selv Gud, men er uadskillelig fra Allah….. Allahs ord (Koranen) ligger i Allahs væsen, og den, som siger, at Allahs ord er skabt, er en vantro”(Lexikon des Islam s.4.26). Islam lærer, at Koranen er skrevet i øverste himmel ”af hænderne af fornemme og ædle skrivere”(Sura 80.15) og derfra nedsendt til nederste Himmel, hvorfra den lidt efter lidt er overbragt profeten Muhammed, gennem englen Gabriel.
Dette er dog kun nævnt i Sura 2.91, som er opstået sent i Medinatiden. I Sura 26.193 står, at den er formidlet Muhammed af Ruhu´l-Amin, ”den troende ånd”, og i Sura 53.5 er Koranen formidlet af Schadidu ´l-Quwwa, ”én, som er skrækkelig i sin magt”. Hans yndlingshustru Aischa sagde til gengæld: ”De første åbenbaringer fik profeten i drømme, og disse drømme kom kort før morgengry. Derefter yndede han at være alene og trak sig ofte tilbage til en hule i bjerget Hira…”(Mischkat 24.5). Aischa siger, at den første Sura er Sura 96, hvor englen kræver af Muhammed: ”Læs!” Men han svarede: ”Jeg er ingen læser!”
Fra videnskabeligt hold mener man dog, at de ældste Suraer er de Suraer, som er på vers især Sura 94, 103 og 1.
Åbenbaringerne er altså jævnfør islamiske kilder sket på følgende vis:
1) I den første tid gennem drømme.
2) Siden gennem englen Gabriel. ”Gabriel viste sig i skikkelse af Dahya, én af profetens yndlingsledsagersker, idet hun var kendt for sin skønhed og elskværdighed.”(Lexikon des Islam s.428, citeret efter Mudaridschu´n-Nubuwa).
3) ”Til tider hørte profeten en lyd som af en ringende klokke. Kun han kendte klokkeklangens betydning. Kun han kunne erkende betydningen af ordene og af lyden, som Gabriel formidlede ham på denne måde. Når hans øre hørte lyden, begyndte hele hans krop at ryste. Sveden løb i strømme ned ad hans ansigt, selv når det var koldt. Hans væsens skønhed var borte, han brød ud i et skrækkeligt skrig, medens den måde, han bøjede sig sammen, bragte intensiteten af hans følelser til udtryk”(Mudaridschu ´n-Nubuwa). Kritikere har beskrevet dette fænomen som epileptiske anfald.
4) Under natterejsen (Mi´radsch) talte Allah direkte til ham uden en engels formidling (Mudaridschu ´n-Nubuwa).
5) ”To gange viste sig en engel for profeten med sekshundrede vinger og bragte Allahs budskab”(Mudaridschu´n-Nubuwa refereret i Lexikon des Islam s. 429).


Koranen er ifølge almindelig ortodoks islamisk lære åbenbaret for Muhammed på arabisk fra originalen i den 7. Himmel og kan derfor reelt ikke oversættes. En oversættelse ville forvanske åbenbaringens indhold og sandhed. Rettroende muslimer mener, at den derfor kun kan læses på arabisk. I Koranskolerne læses derfor Koranen udelukkende på arabisk, også hvis børnene ikke forstår, hvad de læser. De eksisterende oversættelser stammer gennemgående fra ikke-muslimske universiteter og fra ikke anerkendte sekter, som f.eks. Abdul Salam Madsens oversættelse fra Amadiya-sekten, der ikke anerkendes som muslimsk. Såkaldt officielle oversættelser er kun "forklaringer".
Dette forhold skyldes, at muslimer mener, at Koranen er en identisk kopi af Allahs lovbog. Enhver tolkning af dette himmelske skrift ville være en forfalskning. Muhammed mente, at alle andre bøger f.eks. Det gamle Testamente og Det nye Testamente ikke var bevaret i deres renhed ("De har forfalsket Bibelen", Sura 3.25). Nu kom han med Guds åbenbaring uforfalsket. Koranen er ifølge ham Guds sidste ufejlbarlige ord (seglet). Det giver naturligvis nogle problemer. For det betyder, at lovene om slaveri, afstraffelse af kvinden (Sura 4.35), halv arveret for kvinder (Sura 4.12 og 4.177), kvinder og børn som lovmæssigt krigsbytte og renhedslovene er evige, fuldkomne og uforanderlige love givet af Gud til evig tid.

Ifølge islamisk tradition fik Muhammeds efterfølger kaliffen Abu Bakr sin sekretær Zaid ibn Thabit til at påbegynde en indsamling af korte sentenser nedskrevet på potteskår, dyreknogler og palmeblade, samt hvad man kunne huske fra hukommelsen. Disse indsamlede stykker skal efter traditionen være blevet givet videre til den næste kalif Umar, der atter gav samlingen til sin hustru Hafsa. Denne historie er dog ikke videnskabeligt dokumenteret.
Den officielle islamiske fortælling siger videre, at den 3. kalif i rækken ved navn Uthman nedsatte en kommission, der skulle lave en anerkendt Koran. Det skyldtes, at der verserede forskellige Koransamlinger i riget. Og da der under de muslimske felttog mod Armenien og Azerbajdjan indløb klager fra kommandanterne over, at der ikke var lighed mellem Koranudgaverne, måtte man gøre noget. For den manglende lighed førte til åbenlys strid mellem kommandanterne. Denne harmonisering var desto mere vigtig, da Koranens indhold jo samtidig var kalifatets lovgivning med regler for straffe, krigslove og love om bytte til soldaterne. Derfor måtte de forskellige Koraneres lovgivning nødvendigvis harmoniseres. Hærlederen Hudhayfa opfordrede derfor kaliffen til at ensrette Koranen. Uthman brugte til den endelige Koran ifølge traditionen både nyt materiale og Hafsas Koransamling og lod derefter alle andre kendte Koransamlinger destruere, fordi der kun måtte være én officiel Koran.
Denne ene officielle Koran er således baggrunden for at hævde, at hvert ord, komma og bogstav er nedsendt til profeten direkte fra Himlen. Indenfor de seneste årtier er der dog fundet rester af andre Koransamlinger bl.a. i Yemen. Disse afviger i tekst og indhold. Teksterne kan dokumentere, at der er forskelle. Dette er et problem for islamisk teologi, da den islamiske lære om Koranen som urbogen - ”alle skrifters Moder” - udelukker forskelle i teksten.
Dette problem har man ikke i kristendommen. Her er man i en ganske anden situation især med hensyn til Det nye Testamente, hvor man for det første har 4 forskellige evangelier, skrevet af 4 forskellige mennesker, og for det andet har gjort alt for at bevare og finde papyri og gamle skrifter for at kunne dokumentere skrifternes autenticitet og alder, således at museer og forskningscentre i dag har op mod 10.000 kildeskrifter og fragmenter af bibelske håndskrifter, hvoraf de 3 ældste evangeliefragmenter i dag er dateret til tiden før år 60, og Esajasbogen ved Quran har kunnet dateres tilbage til tiden før Jesu fødsel.
Koranen, som blev samlet af kaliffen Uhtman, blev ordnet i 114 kapitler kaldet Suraer, således at de længste kapitler kom først, de korteste sidst. De enkelte vers kaldes ayat. Der er således ingen kronologisk, tidsmæssig eller handlingsmæssig orden i Koranen. Det er heller ikke muligt at se, i hvilken rækkefølge åbenbaringerne er sket, og ofte kan man ikke umiddelbart se, hvor åbenbaringen er sket, hvilket kan virke forvirrende på læseren. Endvidere vil man hurtigt se, at mange afsnit eller enkeltvers gentages op til flere gange næsten ordret, andre gange i ændret form. Den danske videnskabelige oversættelse af Finn Hvidberg-Hansen har med vilje søgt at undgå de mange gentagelser ved dels at bringe Koranen i udvalg, dels ved at foretage en emnemæssigt orden af teksterne, hvilket hjælper læseren meget. Den første danske videnskabelige oversættelse af Frants Buhl fra 1921, som blev genudgivet 1954, fjernede også de mange gentagelser og ordnede samtidig tekstudvalget kronologisk, dvs. tidsmæssig i dén rækkefølge, som forskerne på det tidspunkt mente måtte være sandsynlig for de enkelte Suraer. I nærværende bog er Hvidbjerg-Hansens oversættelse anvendt. I de tilfælde, hvor afsnit har manglet, er den tyske oversættelse af Rudi Paret valgt, dog under hensyntagen til Zettersteens svenske oversættelse fra 1979.

Læren om abrogation
Allerede på et tidligt tidspunkt erkendte man, at væsentlige Koranvers er direkte modstridende. Dette problem med modsigende vers i Koranen førte til læren om abrogation (Sura 2.100. "Vi bringer bedre eller lignende (vers) i stedet"). Det betyder, at de sidste kompromisløse vers ophæver de første kompromissøgende vers som f.eks. "Der er ikke tvang i religionen" eller "Jesus er Messias". Efter dette har Muhammed eller senere fortolkere ophævet ca. 225 Koranvers. De ophævede vers er især at finde blandt Suraerne fra 1. og 2. periode i Mekka i årene 609-13 og 613-15 (inddeling efter Th. Nöldike).
1. mekkanske periode: Sura 1, 51-53, 55-56, 68-70, 73-75, 77-79, 80-87, 88-97,100-104, 106-109, 111-114.
2. mekkanske periode: Sura 15,17-21, 23, 25-27, 36-38, 43-44, 50, 54,67, 71-72.
Vers, som med sikkerhed ikke er ophævede, er fra de sidste Suraer, som er åbenbaret i tiden i Medina. Herunder især nogle af de sidst åbenbarede Suraer 8-9 med det barske sværdvers og ordren om at undertvinge de ”vantro”. Det betyder, at hvis de nedenfor anførte vers støder sammen med blide, modstridende vers fra tiden i Mekka, så ophæves mekkaversene.
Suraer fra tiden i Medina år 622-632 er følgende: Sura 2-5, 8-9, 22, 24, 33, 47-48, 58-59, 60-66, 98, 110.