Nyeste Koranforskning
skrevet af Rolf Slot-Henriksen

Revolution i forskningen
I islamisk teologi anses Koranen som et kopi (um al-kitab) af Allahs himmelske bog og lovgivning formidlet til jorden ord for ord og komma for komma uden mellemmand.
Siden middelalderen stod teologernes arbejde med en vurdering af Koranen i vesten i stampe, fordi filosofiske strømninger siden oplysningstiden havde taget magten fra teologien. Men siden 1880 er der på den teologisk videnskabelige front for alvor sket noget indenfor Koranforskningen i den vestlige verden. Med udgangspunkt i den middelalderlige forståelse af, at islam i høj grad er afhængig af Det gamle Testamente i forkvaklet og fordrejet form, er der sket 3 tigerspring i den teologiske forskning i vesten:
1. Påvisningen af islams afhængighed af flere ældre religioner og stoffets forvridning og forvrængning undervejs. Her må fremhæves de to tyske teologer Theodor Nöldike (1836-1930) og Julius Wellhausen (1844-1918), som var banebrydende i påvisningen af islams afhængighed af ældre religioner. Nöldike lagde også grundlaget for skabelsen af en kronologi i Koranens kaotiske kapitelrækkefølge. Siden kom en lang række kendte folk til: i Danmark Frants Buhl, i Sverige Tor Andrae, i England Richard Bell og i Tyskland Karl Ahrens.
2. Påvisningen af islams jødiske rødder i ”The Jewish Foundation of Islam”1933, af Charles Cutler Torrey.
3. Teologiske nybrud på baggrund af arkæologi og papyrusfund.
I dag står man i den teologiske forskning overfor helt ny muligheder og udfordringer. Teologer var straks klar over, hvilken sensation det var, da man fandt profeten Esajas bogrulle i Qumranhulerne ved Det døde Hav. Med et slag stod man med en papyrusrulle, som var flere hundrede år yngre end den tekst, som man hidtil havde haft til rådighed. Også de seneste muligheder for nydatering af papyrusfragmenter viser sig i dag endog at revolutionere ældre fund, som da papyrusforskeren Carsten Peter Thiede for kort tid siden nydaterede de berømte Oxfordfragmenter af Mattæusevangeliet (i bogen ”Der Jesuspapyrus”. Luchterhand 1996) og kunne konstatere, at fragmenterne er skrevet før år 60, en revolution i forhold til den hidtidige forskning, som gik ud fra, at Markusevangeliet
som det ældste var skrevet efter år 70. Men da vi fra litterær- og formkritikken ved, at Mattæusevangeliet er afhængigt af Markus, må man altså ifølge Thiede samtidig nydatere Markusevangeliet til sidst i 50erne. Det betyder at Markusevangeliet er skrevet 15-20 år før, end man hidtil har antaget. Papyrusfund og arkæologiske fund modtages med stor glæde blandt kristne, f.eks. da man fandt signetringen, som tilhørte profeten Jeremias´ skriver Baruch, som nedskrev hovedparten af Jeremias´ profetier (Jeremias 36,4 og 32) i årene 626-587 før Kristus.
Anderledes forholder det sig med papyrusfund af Koranen. Disse bliver ikke modtaget med lige stor glæde i alle kredse. Det viste sig for alvor efter 1972, da håndværkere under restaurering af Sana’as store moske i Yemen mellem to lofter fandt en mængde pergament- og bogrester, som var skadet af slid, ælde og insekter. Bygningsarbejderne stoppede de fundne skrifter i over tyve sække og satte dem på en trappeopgang i en minaret. Hvad man ikke vidste, var, at man havde fundet en begravelsesplads for udtjente Korantekster, en skik man også har kendt blandt jødiske lovlærde. Fundet vakte ingen interesse i den muslimske verden, før lederen af Yemens antikmyndigheder Qadhi Isma’il al-Akwa’ hørte om sækkene og forespurgte i udlandet om en konservering var mulig. 1979 blev en besøgende tysk videnskabsmand interesseret, som senere fik støtte af en tysk fond til konserveringen. Det blev klart, at papirdyngerne vitterligt var en såkaldt ”Korangrav” – et sidste hvilested for Koraner.
Nogle af skrifterne kan muligvis dateres til slutningen af det 7.århundrede samt til det ottende århundrede efter Kristus – dvs. fragmenter af de ældste koraner, som hidtil er fundet. Det specielle var, at nogle af fragmenterne viste klare afvigelser fra den kendte Koran. Sådanne afvigelser volder den hidtidige muslimske korantolkning vanskeligheder, idet islamisk teologi hævder, at Koranen, som den fremtræder i dag, simpelthen er det samme perfekte, tidløse og uforanderlige ord fra Allah, som det altid har været.
Vestlige forskeres bestræbelser på at tolke Koranen ud fra papyrusfund, og forskernes påvisning af tekstforskelle f.eks. i fragmenterne fra Yemen, opfattes negativt af muslimske teologer.
Gerd - R. Puin ved universitetet i Saarbrücken var den første forsker, der som specialist i arabiske håndskrifter fra begyndelsen af 1980erne kastede sig over undersøgelsen. Puin, som var blevet udsendt af den tyske regering til at organisere og føre tilsyn med restaureringsarbejdet, erkendte fragmenternes alder, og hans indledende undersøgelser afslørede hurtigt, at nogle tekster havde ordnet koranversene anderledes, andre havde tekstvarianter og ukendte skrivemåder. Endvidere fandt han tekster skrevet som palimpsest, d.v.s. skrifter skrevet ovenpå en ældre tekst, som er slettet for at give plads for en ny ovenpå den udviskede. Efterhånden, som undersøgelserne er skredet frem, og stumperne blev konserveret, begyndte myndighederne i Yemen at få kolde fødder, da man anede, at fundet reelt kunne blive en bombe under den islamiske tolkning af Koranen som en kopi af Allahs uforanderlige bog i Himlen. Og man begyndte at hale i land for at hindre en videre undersøgelse. I mellemtiden er der dog sket det, at Graf von Bothmer for kort tid siden nåede at fotografere de sidste af de 35.000 arkstumper på mikrofilm til brug for videnskabelig skriftanalyse.

Den almindelige islamiske lære om Korantolkning betoner, at en person, som skriver om Koranen: 1. skal være muslim, 2. skal være troende, 3. skal være islamisk retslærd. Til dette problem siger Puin:
”De (Yemens antikmyndigheder) ønsker ligesom vi, at fundet skal have lav offentlig profil, men af andre årsager end os… De ønsker ikke at få henledt opmærksomhed på det faktum, at der er tyskere og andre, der arbejder med Koranen. De ønsker ikke at få publiceret, at der finder en undersøgelse sted overhovedet, da den muslimske opfattelse er, at alt, hvad der er behov for at sige om Koranens historie, blev sagt for tusinde år siden.” … ”Så mange muslimer tror, at alt, hvad der står i Koranen, er Guds uforanderlige ord! De plejer at sige, at Bibelens tekst viser, at dén har en historisk udvikling og ikke faldt ned fra Himmelen, mens Koranen har været uden for diskussion. Den eneste måde, at bryde denne mur på, er at bevise, at Koranen også har en historie. Sana’a fragmenterne vil hjælpe os med at gøre dette”.
Hidtil har kun Puin og hans kollega Graf von Bothmer haft adgang til fragmenterne, og de har kun publiceret få korte artikler i videnskabelige publikationer om fundet. Utilbøjeligheden til at skrive skyldes dels, at de har koncentreret sig om at klassificere fragmenterne, dels fordi de følte, at de yemenitiske myndigheder, når de blev klar over de mulige komplikationer som følge af opdagelsen, ville stoppe yderligere undersøgelser. I 1997 afsluttede graf von Bothmer imidlertid arbejdet med at mikrofilme fragmenterne og bragte filmene til Tyskland
Andrew Rippin, som er professor i Koranstudier og religion ved Calgarys universitet, siger: ”Manuskripterne fortæller, at den tidlige historie om Koranens tekst i langt højere grad er et åbent spørgsmål, end mange havde forventet: Teksten var mindre stabil og havde derfor mindre autoritet, end der altid er blevet erklæret.”
For bibelforskere er de spørgsmål, som rejses af videnskabsmænd som Puin og Rippin derimod små, for Bibelforskningen bruger forlængst disse metoder, som forskere nu vil til at anvende overfor Koranen. Alle moderne Bibeloversættelser sker i dag på grundlag af Bibelforskning og kritisk sammenligning af alle vigtige tekstfund. Nutidige Bibeloversættelser som f.eks. den autoriserede danske af 1992 er baseret på de ældste papyrustekster og fragmenter, som er fundet og en kritisk sammenligning af de ældste tekster. Og teksten er stabil. At muslimske teologer ville arbejde på denne måde ville være utænkeligt i forhold til Koranen, ja, blasfemi. Udenfor den islamiske forståelsesramme ved seriøse forskere, at Koranen har en tilblivelseshistorie. En sådan findes ikke i muslimsk teologi, hvor Koranen forstås som en fuldt færdig bog i Himlen åbenbaret for Muhammed af Allah. Også herhjemme har ”Foreningen af kritiske muslimer” slået kraftigt til lyd for, at ”Koranen på alle måder er Guds (dvs. Allahs) åbenbarede ord” (senest Sherin Kankan som formand for foreningen den 20.7.02). Der er i dag reelt ingen tegn på grupper indenfor islam, der som samlet gruppe tør se videnskabeligt på Koranens tekstgrundlag eller ønsker en vurdering af teksternes historiske tilblivelse.

Udsigten til en voldsom muslimsk reaktion har også i visse vestlige forskerkredse ført til manglende skrivelyst eller til banal efterplapren af officiel islamisk teologi om Koranens tilblivelse. Ikke desto mindre er der i andre lande udkommet værker, som går dybere, hvilket: “The Origins of the Koran” (1998) demonstrerer. Men i islamiske lande er siden 1979 stort set enhver alvorlig teologisk selvransagelse stoppet: Først radikalt i Iran, så 1985 med henrettelsen af teologen Machmoud M. Taha i Sudan, henrettelsen af den moderate Sheik Sobhi Salah i Libanon, mordene på filosofferne Mahdi Amal og Hassine Mroua i 1988 i Libanon, mordet på den ægyptiske forfatter Farug Foda i 1992, henrettelsen af digteren Sadok Abdel Mellah i 1992 i Saudiarabien, mordet på teologen Abdullah al-Adahl og hans bibliotekar i Brüssel i 1995, etc. Den islamiske teologisk-politiske opstramning og eftervirkningerne af dødsdommen over Rushdi førte i nogle vestlige forskermiljøer til, at man lod forskning være forskning og gik over til den politisk støttede såkaldte dialogteologi i stil med oplysningstidens ide om, at alle religioner vil det samme og siger det samme. Men ikke alle forskere underkastede sig denne fortrinsvis politisk topstyrede ide.
Multikulturalisternes politiske ide om total styring af netop islamforskningen og især om, hvad man i den forbindelse måtte sige og ikke sige - også i vestlige lande – var dikteret ud fra den forudsætning ikke at skabe modvilje mod indvandrende muslimer i vesten. Og der var mange penge i vente til institutioner, som alene ville kaste sig over lanceringen af fantomet om en særlig ”Euroislam” for EU-området med flere velbetalte lærestole. På trods af dette skete der alligevel noget bag kulisserne, og i 1996 skrev Koranspecialisten Günter Lüling i The Journal of Higher Critism om ”den vide udstrækning, i hvilken Koranens tekst er blevet fordrejet, en deformation umistænkeligt accepteret af vestens islamister indtil nu.” Og 1994 publicerede magasinet ”Jerusalem Studies in Arabic and Islam” en artikel af Yehuda Nevo fra Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, som beskrev muslimske citater på sten i Negev Ørkenen fra det syvende- og ottende århundrede, som viste klare afvigelser i forhold til den officielle historie og Koran. Nevo skrev allerede da, at denne opdagelse ville afstedkomme røre og modstand fra den officielle muslimske betoning af islams historie og Korantilblivelse. I samme blad publicerede 1994 islamhistorikeren Patricia Crone fra Princeton i New Jersey en artikel, i hvilken hun viste, at indlysende uforståelige vers i Koranen alene kunne forklares ved at opgive den konventionelle lære om Koranens tilblivelse. Også James Bellamy fra Michigans Universitet har i The Journal af the American Society foreslået tekstforbedringer i Koranen ved at afstå fra den konventionelle forklaring af Koranens tilblivelse gennem en åbenbaring. Ændringer, der set fra et ortodokst muslimsk perspektiv, er ensbetydende med redigering i Guds eget forfatterskab.
Gerd-R. Puin har i stadig stigende grad arbejdet med Koranens historiske tilblivelsesproces: ”Min ide er, at Koranen er en slags cocktail af tekst, der aldrig blev forstået, end ikke på Muhammeds tid” siger han. ”Mange af dem (teksterne) må være mere end hundrede år ældre end islam selv. Endog inden for den islamiske tradition er der en enorm mængde af modstridende information, inklusive et signifikant kristent underliggende lag, som man kan udlede en hel islamisk anti-historie af, hvis man ønsker”.

Hagarismen
Patricia Crone er en af de mest kritiske af disse videnskabsfolk. Fra 1970erne og op gennem1980erne skrev hun selv og udgav sammen med andre flere bøger; mest sammen med Michael Cook: ”Hagarism: The Making of the Islamic World” (1977), hvori fremsættes radikale argumenter om islams oprindelse og nedskrivningen af islams historie. Hagarismen argumenterer for, at Koranen er blevet til senere end tidligere antaget, (”der er ingen klare beviser for, at Koranen har eksisteret i nogen form inden det sidste årti i det syvende århundrede”). Mekka var ikke det entydige islamiske helligsted (”beviserne peger entydigt hen på et helligsted i det nordvestlige Arabien… Mekka var sekundært”). De arabiske erobringer gik forud for islams institutionalisering. ( ”Den jødisk messianske fantasi udspillede sig i forbindelse med arabisk erobring af Det Hellige Land”), at ideen om Hijra, om Muhammeds og muslimernes udvandring fra Mekka til Medina i 622 må være sket længe efter Muhammeds død. Hagarismen kom under øjeblikkeligt angreb fra muslimske og ikke-muslimske lærere for dens læggen vægt på fjendtligsindede kilder, og de sagde, at deres forskning var ”baseret på, hvad der set udfra ethvert muslimsk perspektiv må anses som overdrevet, ubehersket og hedensk”.

Patricia Crone siger herom: “Koranen er et skrift med en historie ligesom alle andre skrifter – med undtagelse af, at vi ikke kender denne historie og risikerer hylende protester, når vi studerer den. Ingen ville lade sig provokere, hvis den kom fra Vesten, men folk fra Vesten føler det anderledes, når hylene kommer fra andre folk. …Vi, der studerer islam, prøver ikke at nedgøre nogens tro”.

En velformuleret reaktion mod de videnskabelige islamstudier, som blev udskældt som vestlig antiislamisme, kom i 1987 i ”The Muslim World Book Review” i artiklen: ”Metoder imod Sandheden: Orientalisme og Koranstudier” af den muslimske kritiker S. Parvez Manzoor, der fordømte den vestlige Koranforskning i bogen "The polemical marshes of medieval Christianity". Manzoor organiserede et voldsomt angreb mod Vesten for dets syn på islam og dens videnskab, en kritik, som desværre også er fulgt op og lanceret af islamister og yderliggående politiske kredse i vesten under navnet ”islamofobi” ikke blot til skade for forskningen, men som et forsøg på at standse kritik. Et særligt rystende eksempel på dette er lanceringen af en bog udgivet af tyske islamister til censur af især oplysende undervisningsmateriale om islam. Dette usædvanlige skrift med anbefaling af censur blev fremmet, oversat og anbefalet af professor i islam Jørgen Nielsen i Birmingham også i forordet. Fobisterne fik oprindeligt deres ide fra marxistiske kredse. I Sovjetunionen havde man i tiden under den kolde krig især under Krustchev og Breschnev indespærret religiøse kritikere i psykologiske klinikker og lejre, hvor de blev behandlet med psykofarmaka for at ”helbrede” dissidenter for ”religiøs fobi”.
Koranforskningen kan næppe stoppes politisk og er nu for alvor er ved at etablere sig i vesten, hvilket indikeres af, at det europæiske forlag Brill Publishers har sagt ja til udgivelsen af ”The Encyclopaedia of Islam and The Dead Sea Scrolls Study Edition” - det første egentlige leksikon om Koranen. Professor i islam i Toronto og chefredaktør for leksikonet Jane Mc Auliffe håber, at dette leksikon vil opnå accept ligesom det tilsvarende Bibelleksikon.