Tørklædet som beskyttelse mod voldtægt
skrevet af Rolf Slot-Henriksen

Tørklædet som beskyttelse mod voldtægt
Det er et faktum, at indvandrere med muslimsk baggrund er delt vedr. brugen af tørklædet. I flere muslimske lande er brugen af tørklædet i offentlige sammenhænge, skoler, administration, politik, etc. forbudt med begrundelsen, at det signalerer ønsket om islamisk lov(sharia) og er en demonstration for en streng islamisk republik. I Danmark udtaler sig især frafaldne muslimske kvinder mod tørklædet, samt små verdsliggjorde grupper. Tørklædet er i deres øjne et tegn på kvindeundertrykkelse og ufrihed, som signalerer, at kvinden i islamisk ret har færre rettigheder end manden. Denne kamp mod tørklædet møder man blandt uddannede kvinder i flere islamiske lande for eks., Algeriet og Ægypten.
I den anden ende af skalaen finder du de islamiske fundamentalister, som siger, at tørklædet et guddommeligt bud fra Allah som er et absolut og ufravigeligt krav. Blandt disse finder man de kvinder, som siger at tørklædet giver frihed og selvværd. Det er forståeligt, som vi skal se nedenfor.
Den 3. gruppe er den store grå gruppe, som går med tørklæde, men ikke vil eller kan udtale sig om tørklædet.
Tørklædebrugen som kampmiddel for fundamentalismen er et nyt fænomen især i Tyskland og Danmark. I 70erne var det endnu et særsyn, at en muslimsk kvinde i Danmark bar det islamiske tørklæde. Tørklædet har haft sin sejrsgang i takt med de fundamentalistiske bevægelser stigende magt i de to lande.
Anderledes har det forholdt sig i Sverige og især England. I England bredte tørklædet sig langt hurtigere. Det var også især i England og Frankrig at Hizbollah betalte slørpenge til unge kvinder, som skulle være muslimske isbrydere, og lancere islamismen. I Frankrig 300 franc per måned. Frankrig tillod dog ikke tørklæder i skoler etc. og gør det fremdeles ikke.
England og Sverige havde en meget liberal holdning til tøklædet, hvorfor brugen bredte sig hurtigt og eksplosivt. Det var netop i de to samme lande, hvor gruppevoldtægterne bredte sig først og i samme takt. Først England, så Sverige. Antallet af islamiske voldtægter og gruppevoldtægter er i dag så omfangsrigt i England, at flere engelske byer for eks., London anses som de mest kriminelle i verden. Statistikken viser, at det er farlige i London forstader, end de værste steder i New York. Dette gælder også for kvinders færdsel på gaden på egen hånd, især i de islamisk dominerede områder. Også her er voltægter mod kvinder med tørklæde sjældne ligesom de synes fraværende i Danmark.
Problemet med den hurtigere spredning af gruppevoldtægter i England og Sverige er fra et sociologisk religiøst synspunkt indlysende. Det korancitat, som er blevet brugt til at tvinge varehuset Magazin og andre danske virksomheder til at betale erstatning til kvinder, der ikke måtte bære tørklæde forklarer det. Dommen blev tvunget igennem efter sagsanlæg fra "Dokumentations og rådgivningscenter for Racediskrimination"(JP 11.8.2000).
Baggrunden for dommen er korancitatet "Oh du profet, sig til dine hustruer og dine døtre og til de troende kvinder, at de skal trække deres ydre kåber tæt samen om sig. dette er det bedste, så de kan kendes, og så de ikke forulempes". Sura 33.60.
Men det var kun første del af sætningen, som er blevet brugt i retssager mod virksomheder, for hele sætningen er som sådan klart racistisk. Anden del handler om, at mænd skal kunne kende de "rene" kvinder fra de "urene", eller de "rene" fra "luderne", så muslimske mænd undgår at forulempe de rene. Dette har været et problem i islam netop at kunne skelne. I de første tider havde den underkastede kristne befolkning således pligt til at skære en hårlok bort panden for at man kunne skelne. I Saudi-Arabien skelner man ved at netop filippinske kvinder som er katolikker anses for uren ludere og let bytte. I Afghanistan skal de jævnfør afghansk islamisk lov gå med et gult mærke på tøjet.
Det var ud fra manglende kendskab til islam i vesten det blev diskuteret, om det var kvindeundertrykkende for en kvinde at gå bære hijab (tørklæde). Dette er dog en underordnet debat i forhold den det reelle problem. Det reelle problem er, at tørklædet nok giver en frihed til at færdes frit, men samtidig er et voldsomt racistisk signal. "Jeg skelner mellem ren og urene kvinder. Jeg er ren. Du er en luder, for du er uren", jævnfør det islamiske principper at "vantro kvinder er urene som samme måder som hunde, ekskrementer som svin"(Ayatollah Khomeini: "Principes". Paris).

Ansvar og følger
Kunne man ikke stille det spørgsmål, om virksomheder, som fremmer brugen at tørklæder, ikke har gjort sig skyldig i en særlig ondartet form for racisme, idet de ved en officiel dragt henviser til hvem som er og hvem er som uren. Det var England og Sverige, som først lancerede tørklæder som noget godt på arbejdspladser. "Racistcentre", myndigheder og nogle virksomheder ("Ikea") hjalp med at gennemtrumfe tørklædet på arbejdspladsen. Andre institutioner har endog frivilligt designet uniformer til brug for forskelsbehandlingen: DSB, det danske postvæsen og Ikea. Det er relevant at spørge, om ikke den eksplosive stigning i gruppevoldtægter, som først slog igennem i Sverige og England ikke netop må føres tilbage til dette faktum at her gav man frit slag overfor islamistrenes ideer om apartheid lige fra starten både i klædedragt, design, omgangsformer og mad. Og hvilket ansvar og hvilken skyld må de involverede parter, politikere og virksomheder i så fald tage på sig?
Tyskland, hvor tørklæder var sjældne, kendte derfor længe ikke til problemet, først nu slår det igennem, samtidig med at tørklædet og islamismen breder sig. Det betyder for Vesten, at islamiske regler for kvinders færdsel bliver almindelige. Kvinden må ikke færdes uden mandens ledsagelse. Hun skal slå øjnene ned., ikke smile til en mandlig person. Hun skal klæde sig efter islamiske love. I skoler har man allerede hørt inspektører sige, at piger, der klæder sig på en bestemt måde, opfattes som ludere og ægger til voldtægt. Men de opfattes næppe som ludere af danske drenge uanset om de har lange eller korte ærmer, om man kan se navlen eller ej. I BT 17.1.2001 siger eliteløberen Dorthe Rasmussen, som var ved at blive myrdet med en kniv under et islamiske voldtægtsforsøg ved Bispeengbuen på Frederiksberg: "Lad være med at løbe alene mere piger" Voldtægtsmanden nåede at stikke hende flere gange i maven med en savtakket kniv og rive dele af tøjet af hende. Hvem har ansvaret for denne udvikling? Hvor skal ansvaret placeres og hvem skal betale ofrene? Det må på længer sigt være rimeligt efterhånden som den folkelige modstand mod udviklingen bosker at kunne tvinge virksomheder og centre, som har fremmet denne udvikling aktivt at betale til en fond til erstatninger og pensioner til ofrene. Erstatningerne må, hvis de skal ligge i forhold til et ødelagt liv, en knust psyke eller seksualliv kunne bedømmes efter amerikansk mål og erkendelsen af hvad et liv er værd. Her ville erstatningerne nemt kunne omfatte 1-2 millioner for hvert offer. i realistiske størrelser. Men hvor skal de enorme summer komme fra som kunne være resultat af et kollektivt sagsanlæg fra ofrene overfor de som har ansvaret. Skatteyderne er næppe skyldige. Men større virksomheder, som kan kendes ansvarlige for at tørklæder delte fol i ren og urene kunne kendes anselige og kunne få påbudt hver at indbetale fra 100 mill. til 2 milliarder i fonden afhængig at virksomhedens størrelse. Det kunne både være store private virksomheder og statvirksomheder. Måske kræves på længer sigt ingen gang kollektive retsager, men truslen om virksomhedernes dårlige omdømme kunne måske tvinge deres samvittighed til at føle med ofrene.