ISLAMISK LOV, SHARIA
skrevet af CHRIS HINRICHSEN

7.4  Sharia.

                   Konfrontationen mellem dansk, europæisk og muslimsk lov

                            .

Sharia betyder egentlig "vejen til vandingsstedet", stedet, hvor man drikker. Af ordets rod fremgår også betydninger som "at begynde", "at lave en plan". Sharia er den vej, muslimen skal følge, for at opbygge det islamiske samfund og udbrede Ummaen til hele jorden.

  Den islamiske lov står altid over værtslandets nationale love og en hvilken som helst anden lovgivning end den islamiske, hvis man er sand muslim. Allahs system er fuldkommen. Allahs system er perfekt, fordi den omfatter alt, hele menneskelivet. Andre love vil derfor altid komme til at stå i vejen (“andre systemer er illegitime”, dvs. direkte ulovlige!), da den islamiske lov jo omfatter alt.  En troende muslim anser Koranen, som den blev åbenbaret profeten Muhammad, som fuldkommen og uden fejl, en fuldendt lov, som overgår enhver anden lov, da den kommer direkte fra Himlen fra Allah. Loven står i "urbogen", som ligger i Himlen og som ifl. islamisk tradition kun er blevet åbenbaret helt for Muhammed i drømme og af englen Jibril (Gabriel). Alle andre profeter har kun modtaget brudstykker af loven, tilmed i forfalsket form, kun Muhammad har modtaget den uforfalsket.

    Siden blev Koranens love videreudviklet, så de passede til det gamle arabiske stammesamfund. “Da udformningen af loven (shari´a´en) sluttede i 900-tallet, blev det besluttet, at shari´a´en skulle betragtes som både kasuistisk (da den er bygget på Muhammads åbenbaringer og hans og hans nærmestes sædvane/eksempel = sunna). Shari´a´en er ifl. de islamiske lærde Guds lov - selvom det var dødelige lærde, der udformede den. Gud betragtes som den egentlige lovgiver af Shari´a´en. Sharia er for den fromme muslim guddommelig, fuldkommen, statisk og uforanderlig. For ham står den højere end samfundet, men kontrollerer samfundet. Den repræsenterer det evigt gældende ideal, som et samfund må stræbe efter”. Den kan ikke ændres af noget menneske, selv ikke af herskeren. Herskeren har kun lov til at udlægge denne lov” (Naser Khader: "Ære og skam", s.72).

   Den, som udlægger Sharialoven, er muftien (teolog), stormuftien (teolog af rang som højesteretsdommer) eller en “faqiih”(ekspert i sharialov).

      Sharialovgivningen omfatter alle menneskelige handlinger og alle forhold i livet. Intet er undtaget. Indvidere inddeles alle menneskelige handlinger i 5 kategorier, der giver minusser eller plusser i det guddommelige regnskab. Islam er i endnu højere grad end jødedommen en bogholderreligion. De 5 kategorier af handlinger omfatter:

 1.) De obligatoriske handlinger, deriblandt opdragelsen af børn, omskæring og de fem søjler: trosbekendelsen, bønnen, den religiøse skat (Zakat), fasten (Sawm) og pilgrimsrejsen til Mekka (Hajj).

 2.) De forbudte handlinger (haram): spisning af svinekød og blod, drab, fornærmelse af profeten, ægteskabsbrud, etc.(straffes med strenge straffe her og i det hinsidige).

3.) De forkastelige handlinger: hestekød, hasardspil, sladder, overforbrug, etc., som giver minusser på dommedag.

4.) De anbefalelsesværdige handlinger, for eks. at gifte sig, at spise og hilse med højre hånd (som gir plusser på dommedag).

5.) Neutrale handlinger, som hverken giver minusser eller plusser (for. eks. cigaretrygning).

Den islamiske lovgivning regulerer således enhver handling i en muslims liv, lige fra hvilken hånd han spiser med, til hvilken fod han bruger, når han går ind af døren til et toilet eller hvordan man skærer en fisk over.

   Men da politik og religion er en enhed i islam, har man indenfor de sidste 20 år set, hvordan stadig flere muslimske stater er gået over til Sharialov. Nyorienteringen efter kolonitiden betød, at man vendte tilbage til middelalderlov fra 9. århundrede for at erstatte vestlig indflydelse. I Pakistan  påbegyndte Zia ul-Haqq efter et kup indførelsen af islamisk lov. De strenge islamiske love har betydet dødsdom for mange fra andre religiøse samfund for bespottelse af profeten, på det sidste også flere kristne. I 1998 begik Pakistans katolske biskop selvmord udenfor retbygningen for at gøre verden opmærksom på de andre religioners forfærdende situation.

    Men da Pakistan af mange muslimer blev anset for det første land med ret islamisk lov, blev landet et forbillede for andre.

   Bosniens præsident Alija Izetbegovic skriver i “Den islamiske deklaration”(1970) om Pakistan, som det land Bosnien og alle andre islamiske lande må følge: “We....beleave in Pakistan and its mission in the service of world Islam. There is no Moslem heart, that will not skip a beat when something so dear as Pakistan is mentioned, although this love as any knows for its fears and anxieties. Pakistan is our great hope, filled with temptations”(s.48). Siden fik pakistanske (og pakistansk uddannede afghanske) koranskoleelever den afgørende indflydelse på den ekstreme form for Sharia, som med militær magt er blevet udbredt i Afghanistan.

    I 1979 vendte Khomeini tilbage til Iran efter sit eksil i Frankrig. Den iranske revolution og dødsdommen over Shahen af Persien drev Shahen og hans familie i landflygtighed. Sharialov indførtes. Samme år henrettedes Pakistans tidligere leder Ali Bhutto. I Sudan indførte Nimeiri sharialoven i 1983 og ophævede det tidligere retssystem, som var inspireret af engelsk lovgivning. To år efter henrettedes i Sudan teologen Mahmud Taha for kætteri. I Golfstaterne udvikler sig langsomt men sikkert en bevægelse hen mod Sharialoven som den kendes i Saudi-Arabien. Også I Ægypten indførte præsident Anvar Sadat dødsstraf for at konvertere fra Islam til kristendom. Det skete kort før han blev myrdet af endnu mere yderliggående kræfter fra “Det Islamiske broderskab”, som kræver hele Sharialoven indført.

  I 1997 væltede Telebanmilitsen (Teleban= koranskoleelev) de siddende muslimer i Kabul i Afghanistan og indførte den hidtil mest radikale udgave af Sharialov, hvor alle kvinder og piger forbydes en uddannelse, kvinder må ikke færdes alene uden en mandlig ledsager af familien, fjernsyn, film og fotoapparater er forbudte, derudover drageflyvning og boldspil, mænd må ikke klippe deres skæg, kvinder skal være totalt tilslørede. Stening, amputering og blodhævn indføres ligesom i Pakistan og Sudan. Flere islamister af mindre radikal type erkender, at det er nemmere med en langsom og ikkevoldelig indføring af islamisk lovgivning. Særligt landene omkring Saudi-Arabien, hvoraf enkelte har en mindre streng muslimsk lovgivning skærper denne skridtvis. Tjetjenien og Yemen er nogle af de lande, hvor der senest er indført Sharia. Muhajediner (hellige krigere) kræver sharia i Algeriet gennem terror. Det samme kræver “Det muslimske broderskab” i Ægypten. Også det tidligere så frie Libanon har efter krigen fået Sharialov i islamiske områder. Amputationsmaskiner blev foræret landet af Iran. Der er altså indenfor en kort årrække sket en voldsom radikalisering i et stort antal islamiske lande, hvor der allerede nu er indført den strengeste form for Sharia. Selv i et tidligere så moderat land som Indonesien er der sket en skærpelse. Man havde dog gennem længere tid udryddet over en tredjedel af den kristne befolkning på Sydtimor.

   Udviklingen kan følges for eks. ved at studere strafudmålingen i islamiske lande for eks. for blasfemi. I Pakistan var den 1927 på to år, i 1986 blev den skærpet til 10 år, senere fængsel på livstid, og endelig 1997 dødsstraf . 

   Også i vesten  tumler islamiske kræfter i kølvandet på den stigende muslimske indvandring med tanker om, hvordan man kan indføre muslimske reglementer i lande, der domineres i kristne.  Dette  for os helt urealistiske ønske fremkommer ved, at den fromme muslim ikke kan forestille sig, hvordan man skal kunne leve som muslim under en lovgivning, som ikke er islamisk. Ikke-muslimsk lov vil ødelægge og underminere hans muslimske identitet. Selve lovgivningen er jo essensen af islam. Islam er lov, Allahs fuldkomne lov. Uden den islamiske lovgivning føler muslimen, at han reelt ikke kan leve som muslim. Uden en sådan lovgivning føler en del troende muslimer sig direkte undertrykt eller diskrimineret.  De påpeger, at hvis de ikke må leve efter deres egen lovgivning, så eksisterer der heller ikke religionsfrihed i det pågældende land. Selvom det lyder mærkeligt i en ikke-muslims ører, kan det gå så langt, at overraskende mange almindelige muslimer ligeud hævder, at der ikke eksisterer menneskerettigheder i vesten, kun i islam, og grunden til, at muslimer bliver forhindret i at leve efter deres egen lov er racisme begrundet i vestens permanente korstog, som skal ødelægge islam indefra. Dette fremføres ofte med så stor kraft, at det kan forvirre både embedsmænd og politikere, så de kommer til mærkelige afgørelser for at undgå at blive kaldt racister. Dette er baggrunden for, at vesteuropæiske instanser, virksomheder, kommuner etc. endog ministerier, uden selv at tænke over det og erkende det, indfører islamiske undtagelsesbestemmelser fra den vestlige lovgivning og således langsomt kommer til at trække lovgivningen i muslimsk retning. For ikke at blive kaldt racister tvinger nogle kommuner så hinduer og kristne til at spise efter muslimske forskrifter og lovgivning. Eller virksomheder indfører hallalslagtning eller lukker for strømmen, som skal bedøve dyrene, når dyrlægen er gået. Man indretter specielle rum for muslimer, men ikke for andre religioner, og falder dermed i grøften med positiv forskelsbehandling for muslimer selv i kristne lande. Andre lande går i modsat retning. Nordiske lande, herunder Norge, Sverige og Finland, og et land som Svejts har forbudt hallalslagtning, hvor dyrene får skåret halsen over og får lov at forbløde, medens en muslim giver dyret en islamisk velsignelse med ordene “Allah er den eneste”.

    Ifølge dansk dyreværnslov er det ikke tilladt at slagte dyr uden forudgående bedøvelse. Fra 1953 til 1980 har man haft rituelle slagtning i mindre omfang som partislagtning for jøder, men fra 1980 blev der givet en stående tilladelse med henblik på muslimerne. De senere år er antallet af hallalslagtninger steget så markant, at loven efterhånden må anses for at miste sin mening. Loven bliver stående for at vise omverdenen på papiret, at man har en human slagtemetode. Samtidig jages landmænd rundt i manegen i kritikken af, at de ikke er humane nok i deres dyrehold.

  Også på mange andre punkter vakler lovgivningen. Retsudvalget forespørger justitsministeriet om somaliske muslimer ikke kan give deres nyfødte piger faderens, farfaderens og oldefaderens navn, hvilket ikke er tilladt efter dansk navnelov, da en pige bør have et pigenavn og en dreng et drengenavn. Der henvises til en godt 20 år gammel sag, hvor et barn blev adopteret fra Tyskland med navnet Roland Maria. Efteråret 98 kom særloven overraskende hurtigt med en påpegning om at den kun gælder muslimer, men ikke andre grupper for eks. fra Island, som gennem mange år på regeringsplan har søgt om at islændinge kunne følge islandsk navneskik. I religionsfrihedens navn fik muslimer pillet korset ned fra væggen i kapellet på Århus kommunehospital, som to år tidligere blev restaureret for 2. mill. kroner. Kravet fra muslimsk side er, at der skal hænges er muslimsk bedetæppe op i stedet for korset, som så blot erstattes med et lille messingkors, der fjernes, når der er muslimer til stede. Den omtalte sag er godkendt af hospitalsledelsen.

    I en islamisk tankeverden kan europæisk lov bruges til at gennemtvinge fjernelse af kristne værdier, som står i vejen og er en brod i øjet for muslimer: for eks. 1997 fjernelse af kristne symboler i juleudsmykningen i Birmingham. Der må kun pyntes med sole eller lignede. Noget lignende fik man presset igennem i Vancouver, hvor der fremover ikke offentligt i medier og reklamer må synges julesalmer med kristent indhold.  Lovningen kan også bruges til at få lærere afskediget, som ikke ønsker at piger skal demonstrere offentligt i skoler med at de er fundamentalister. Den kan også bruges til at dømme ikke-muslimer, både i Frankrig i Danmark for ubehagelige udtalelser.

    Omvendt betyder en misforstået angst for at blive kaldt racistisk, at man gennemgående intet foretager sig for at stoppe de fremspirende antidemokratiske islamiske bevægelsers opfordring til vold overalt i Vesteuropa. 1997 anmelder den danske avis “Ekstrabladet” redaktionen bag det danske islamiske blad Khilafa til justitsministeriet, men intet sker. Det islamiske blad for danske islamiske studerende skriver bl.a. andet med udgangspunkt i Koranen: ”Det er udelukkende sådan vort forhold til jøderne skal være, fjendskab, ufred, unormalisering, bekæmpelse og drab af dem, indtil vi har udslettet deres rødder.” og “Hvad er der i vejen med disse regenter, som med savl om mundene slutter fred med disse jøder, som svinenes og abernes brødre,.....”(årg. 2. 9/10. august 1996).

    En lignende replik ville enhver anden straks blive dømt for. Men ovenfor yderliggående islamiske kræfter tør man ikke binde an.

   Dette problem kendes også fra andre vestlige lande: Brigit Bardot fik i 97 en bøde på 20.000 Franc for i en avisartikel at have skrevet med henvisning til, at adskillige franske munke, turister samt embedsmænd havde fået skåret halsen over i en blodrus i Algeriet, begået af den islamiske fraktion GIA, som kæmper for Sharialovenes indførelse i Algeriet: “De skærer halsen over på vore hustruer og børn, vore munke, embedsmænd og turister, en skønne dag skærer de halsen over på os.”  

 Men samtidig synes islamiske blade, som med citater fra Koranen og Hadith åbent opfordrer til at skære halsen over på jøder, at være urørlige.

   Også på andre områder får muslimer specielle rettigheder. Muslimske grupper og foreninger kan få lukket en del danske badeanstalter og svømmehaller, når de ønsker at bade, med henvisning til Koranen, hvorimod danske og andre religiøse retninger, som ønsker noget lignende, er blevet afvist og dermed ikke kan få lignende ordninger. Muslimer behøver ikke at underkaste sig de samme regler i mange svømmehaller som andre skal. Forskellen er blot, at alle andre skal underkaste sig reglerne uanset om de vil det eller ej.

   Samtidig sætter islamister et stadig større spørgsmålstegn ved vestlig lovgivning over hele Europa, dette gælder også i Norden. Bekæmpelsen af vestlig lovgivning finder ikke kun sted fra såkaldt fundamentalistisk side, som mange europæere tror, men det gælder især de moderate muslimer.

   Mange vestlige lande har haft selvforskyldte problemer i forhold til islam. Dette kan illustreres ikke mindst af Belgiens og Østrigs mislykkede forsøg på at fremme en "moderat" udgave af islam. Dette skulle ske ved statsløn til imamer i Belgien. Men siden har Belgien kæmpet med væbnede islamiske grupper, der blev tiltrukket af de statslønnede imamers budskaber, som viste sig at være alt andet en moderate. Endnu mere grotesk var Østrigs forsøg på at skaffe en moderat islamisk samlende person ved at udnævne en moderat leder, som skulle være talsmand for alle Østrigs over 300.000 muslimer, som er indvandret til landet over en kort årrække. Man valgte den moderate afghaner Dr. Ahmad Abdelrahimsai, som i dag kalder sig “fører for de mere end 300.000 muslimer i Østrig” (ISCE Bulletin 1998). Kort efter sin tiltrædelse viste hans "moderate" holdning sig. Han ønskede ikke et yderliggående islamisk apparat, men blot almindelige islamiske retsprincipper indført og understregede derfor som noget af det første, at det var vigtigt at følge islamiske principper og derfor idømme forfatteren Rushdi dødsstraf, og krævede samtidig som en af sine første udtalelser, efter at være blevet udnævnt af den østrigske stat, almen dødsstraf indført i form af stening for utro kvinder. Østrig havde netop oprettet stillingen for at få en moderat islamleder i Østrig, som man kunne forhandle med. Men mange andre islamiske grupper i Østrig er mere yderliggående. Så når man taler om en moderat islam må man altid spørge om i forhold til hvad der er tale om moderate holdninger. I Canada krævede "The Canadian Society of Muslims" allerede 1991 islamisk familieret i Canada, hvilket også indebærer indføring af islamiske straffe, juridisk forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, etc. Dette skal ses på baggrund af at der kun er 1% muslimer (ISCE Bulletin 1998).

Den radikale islamiske filosof Makhmud Brelvi, som bor i England, siger: ”De gudfrygtige (muslimer) kan ikke leve side om side med de gudløse. De gudfrygtige må derfor indrette et gudfrygtigt regime for hele verden. Ikke af egenkærlige grunde forlanger vi herredømmet over verden”(G. Konzelmann : ”Den islamiske Udfordring” 1980). På grund af denne særstatus overfor de vantro ønsker muslimer netop juridiske privilegier frem for andre befolkningsgrupper.

    En del politikeres tale om integration bunder i forståelig mangel på viden, da en politiker naturligvis ikke kan kende disse bevægelsers formålsparagraffer eller kende indholdet af islamiske tidsskrifter, hvoraf nogle er vanskelige at erhverve, hvis man ikke er muslim. En troende muslim kan ikke integreres i vor forstand af ordet integration, da han ikke ønsker at blive lige med sine omgivelser, dets love og skikke, ikke mindst, hvis denne søger at leve efter Koranens Sura 5.v.51 ”Tag ikke jøderne og de kristne som trofaste venner. De er hinandens trofaste venner”, et yndet skiftsted i flere islamiske blade. Integration opfattes derfor ofte som assimilation, som er te afgjort skældsord for flertallet af muslimer.

  En del muslimer frygter, at landsmænd skal lade sig påvirke til at underkaste sig europæiske vantro love. “Allah vil aldrig tillade, at de vantro får autoritet over de troende” citerer de danske muslimske blad Khilafah Koranen og fortsætter med et Korancitat, som kommenteres med disse ord: “Den af jer, der tager dem (de vantro) som trofaste venner er sandelig en af dem (Sura 5,51). Altså den muslim, der tager jøderne til trofaste venner er sandelig en af jøderne, lige såvel som den, der tager kristne til trofaste venner, er en af de kristne.”(årg. 2. nr.5/6 april/Maj 1996).

   En relativ moderat muslim som Abdul Wahid Petersen - 1998 bestyrelsesmedlem i “Islamisk- kristent Studiecenter” - siger entydigt i paneldiskussionen i K.B-hallen i København på udstillingen “Hvem tror hvad” i 1998, at det er helt i orden, at muslimer som bliver bahaitilhængere eller bliver kristne skal dødsdømmes af muslimerne pga. deres frafald. Som muslim måtte man være konsekvent og følge Sharia. Hertil spurgte Johannes Aagard:” Vor Herre bevare os, vil du have den lov indført i Danmark?” Wahid : ”Ja, når vi bliver flertal af muslimer i Danmark , så bliver den indført!”(Præsteforeningens Blad 1998 s.973), her kom han som moderat muslim til at tale over sig, for naturligvis er det dumt at sige offentligt. Moderat er Wahid jo også i den forstand, at de mere kontante muslimer ikke ønsker at vente med at afskaffe den danske retsstat til de når 50 %, men efter egne ord vil prøve så snart de er stærke nok til det. Væsentligt i islam er ikke at være et flertal, men at have magten, så man kan gennemtvinge sit eget system. ”....Islam forbyder absolut alt, hvad der er imod dens almene principper og lov, ligesom den aldrig vil tillade eller tolerere, at muslimer må underkaste sig andre principper end  Islam”(“Den islamiske forfatning”, s.31), “...islam er grundet på Tawhid-princippet, som forkaster autoriteten af enhver instans udover Allah”(dvs. islams lov og system), (Det islamiske blad “Morgendæmringen”, Nov./Dec.1992, s.30 f.).

    Islam som samfundsmodel er ren jura. Af samme grund har islamiske jurister og lovlærde en enorm indflydelse i samfundet i stil med de lovlærte i den gamle jødedom, som Jesus gjorde op med pga. deres paragrafrytteri og manglende menneskelighed. Tro er i islamisk sammenhæng en juridisk status.

   I europæisk sammenhæng gælder vore love for alle, både ateister og en hvilken som helst religion. Men flertallet af muslimer føler, at de ikke hører ind under den vestlige lovgivning. Da de betragter europæisk lovgivning som vantro, synes mange, at den er uvedkommende for dem. Lad mig tage et eksempel: Når en formuende familiefar i en muslimsk indvandrerfamilie dør, opstår problemet, hvordan pengene skal fordeles. Juridisk er det den nationale lovgivning, som gælder, men en troende muslim, der bør følge sin tro, mener, at islamisk lovgivning går forud, således at den mandlige efterlevende får det dobbelte af kvinden. Mens det for en kristen er unaturligt at blande religion og jura på denne måde, er det to sider af samme sag for muslimen. Hvis muslimen ikke må eller kan følge den islamiske lov pga. de verdslige "vantro love", føler mange, at de har en legitim ret til at se bort fra den "vantro lovgivning", da den efter deres mening er imod islams opfattelse af menneskeret og religionsfrihed. På samme måde føler den troende muslim, at hvis han dømmes af en såkaldt "vantro dansk domstol" (dvs. af et såkaldt ulovligt system) for noget, han ikke kan indse har bør dømmes for, da har han og hans omgangskreds ret til at straffe den vantro domstol (dvs. dommere, retsbetjente, etc.) med alle til rådighed stående midler. At følge islamisk lov og overbevisning forudsætter netop ulighed for loven, dvs. ret til at tillempe andre regler, end de love, som gælder i det sekulære samfund. At lade en kvinde arve det halve eller en kristen en tiendedel er i islamiske øjne “religionsfrihed”, dvs. frihed til at lade Allahs fuldkomne system gælde frem for andre hensyn og legitime systemer.  Vi forstår religion anderledes. Den kristne tro er netop ikke jura, den er ikke et juridisk forhold mellem Gud og mennesket, men et trosskridt, nemlig at følge og tro på Jesus som Guds menneskevordelse,  Gud som taler til mig om at elske Gud, skabelsen, dyrene og næsten lige som mig selv, læren om tilgivelse som vejen til frelse. Jura og tro er i den kristne tro nærmest modsætninger, medens de i islam ideelt burde være identiske: frelse nås gennem loven, da loven, formidlet af profeten Muhammad, opfattes som et kopi af “Guds evige lovbog i Himlen, Koranen”. Muhammad havde faktisk juridisk, politisk og militær magt i modsætning til Jesus. I den kristne tro er det netop et vigtigt kardinalpunkt, at Jesus afgav sin guddommelige magt totalt, for at tjene mennesket. Han var netop ikke verdslig hersker: ”den, som vil være stor han skal være alles tjener” (Matt.10.26,Mark.10.43) betyder, at al menneskelig storhed og magt vendes på hovedet: “ Den som er stor i verden skal være lille i Himlen, og den mindste skal være den største”(Matt.18). Islam contra kristendom er begreberne “magt” contra “tjeneste”.

   Muhammad er verdslig dommer. Jesus ville netop ikke dømme før tiden, rive hveden op med ukrudtet. Jesus har tid til at vente, ingen skal dømme eller fordømme, for “de ser nok splinten i deres brors øje, men bjælken i deres eget øje lægger de ikke mærke til”(Matt.7.4). Jesus er ikke den verdslige dommer, men Himlens dommer ved verdens ende. Derfor taler Jesus i højere grad om tilgivelse og erkendelse af ens egen skyld fremfor lov og straf. Muhammad taler derimod om underkastelse: dvs. underkastelse under Allah og hans lov. Religion er i islam samfundsorden, underkastelse under Allahs system. Derfor kan en muslim aldrig i det lange løb finde sig i at være under andres overhøjhed, ja det er forbudt iflg. Koranen: “Allah vil ikke tillade de vantro at have autoritet over den troende.” . “Hellig krig” betyder i denne forbindelse ikke at slå vantro ihjel, men at Allahs system skal være det herskende. Men den, som forhindrer Allahs system i at blive det herskende, han må uskadeliggøres, hvis det er nødvendigt.

  I korthed kan man sige, at Muhammad søger at sætte mennesket på plads via en striks teistisk lov, medens Gud, gennem sit nærvær i Jesus, vil lære mennesket at tilgive ved at lære det at elske”1. Johannes 4: ”Gud er kærlighed”. Derfor blev Gud menneske i Kristi skikkelse, for at vi ved hans liv han se, hvad sand kærlighed er. “ Elsk Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl og hele dit sind og din næste som dig selv”(Matt.22.37/Mark.12.30). Her sættes loven contra Guds nåde i Kristus. Det er to uforenelige modsætninger.

 

 

7.5 Sharialoven contra integrationen

 

Det mest moderate af alle danske muslimske blade “Islam, fred og harmoni“ har en artikel skrevet af Abdullah Borek, som er formand for den tyske muslimliga i Hamborg( 1991, s.41). Han skriver: ”Det er ganske klart, at vestlige muslimer og muslimer, der for altid slår sig ned i vesten, må analysere deres stilling og organisere sig på en måde, der sikrer dem plads i det samfund, de lever i, især da dette samfund sikrer dem absolut religionsfrihed. Det ville være tåbeligt ikke at udnytte denne frihed i fuldt omfang for sig selv og islams sag. Hertil hører, at den europæiske islam udvikler sit eget særpræg, der orienterer sig efter Sharia(loven) og ikke efter folklore (ofte ikke-islamiske traditioner) fra et bestemt land”. Hermed ses religionsfriheden som springbræt for indførelse af islamisk lov. I samtlige blade, jeg har læst, fremføres det, at målet er indførelsen af islamiske love i vesten via religionsfriheden, dvs. en lov, der entydigt begrænser andre gruppers frihed og holder disse i et jerngreb som andenrangsborgere, medens ikke-kristne og ikke-jøder er retsløse i sharia-systemet oven i købet i deres eget land. Ønsker man sharialoven, betyder det samtidig, at man ønsker landets lov afskaffet som falsk og antiislamisk. Det britiske statsfjernsyns udsendelse “Public Eye” netop viste, at et klart flertal af engelske muslimer går ind for, at islamisk lov (Sharia) står over britisk lovgivning. Selv om man ikke umiddelbart kan overføre en sådan undersøgelse til et andre europæiske lande, vurderer jeg et lignende udfald for Danmark.

   Et så omfattende system som det islamiske, kan ikke inkorporeres i andre systemer, ligesom  Din al-Islam Aqwi skriver: “Muslimer er glade, fordi vi kan fuldkomne selvudslettelsen under de guddommelige love. For islam har et svar på ethvert tænkeligt spørgsmål. Det eneste, et individ behøver at gøre, er at adlyde lovene uden at stille spørgsmålstegn, uden at søge variationer (“Islam is the strongest religion,” Beirut 1983 s.22). “Politisk og social uniformitet er af de islamiske teoretikere ..... beskrevet som “towheed” eller “enhed”, idealet er skabelsen af et samfund, hvor enhver får den tabte enhed med skaberen tilbage.  Men i praksis betyder det skabelsen af en ny og speciel version af politistaten”(Amir Taheri, tidl. avischefredaktør i  “Holy Terror s.132). Her er presset mod personer, som vil forlade enheden med islam, familien etc. enorm, og alt er tilladt for at forhindre det. Derfor er en god muslim aldrig alene. Den, som er alene, er under Satans indflydelse og “på Satans stade”. “En far, som vil have, at hans børn blir gode muslimer, giver aldrig sin søn et rum for sig selv”(Taheri. s.141) . “En mand, som tænker, sender signaler til Satan”(i Muhammad- Baqer Majlise: “Sea of Light”, Qom 1960). “At tænke er fordømt, som ikke blot farligt, men som unødvendigt, idet alle svar til alle tænkelige spørgsmål kan findes i Koranen og i Hadith, idet teologerne af i dag, som beskæftiger sig med dette, er der for at afklare enhver sag og at vejlede de troende i alle livets aspekter indtil mindste detalje”(A.Taheri: ”The spirit of Allah”,London 1985).

    Det er nødvendigt, at troende muslimer særligt i vesten finder sammen, bor sammen, holder sig borte fra alt urent og forbudt, køber hos den tilladte hallalslagter, hos den rette købmand og frugthandler, kvinderne skal ikke mænge sig med vantro. Den sande muslim hjælper sin nabo med at blive i den rette tro og hjælper ham tilbage, hvis han er svag, bekæmper uislamiske gadefester med forbudt mad, ikke rører ved urene dyr, etc. Listen er uden ende for den sande muslim.

     Man kan også få hjælp fra det islamiske kulturcenter til af afgrænse sig og bære islamisk klædedragt. Nogle islamiske lande betaler således “slørpenge” for at motivere muslimske kvinder i ikke-islamiske lande til at følge islamiske klædedragt. Alene i 1986  betalte den Islamiske republik Iran gennem det islamiske kulturcenter i Paris 200 francs for 3 måneder af gangen til kvinder som gik over til at bære slør og korrekt islamisk påklædning. Indtil 1986 havde allerede 4000 modtaget pengene og påbegyndt at gå med slør, tusinder andre fulgte i kølvandet uden penge, men gennem pres, trusler eller for at få den beskyttelse, som tørklædet gir til at gå ud på gaden, hvilket ellers bliver dem forbudt. Pengene blev også givet til kvinder i lande som Jordan eller et afrikansk land som Senegal eller endog Indien (Taheri .s.145). Kvinderne blev samtidig pålagt at tvinge slør igennem i skoler, ved universiteter både i England, Frankrig og andre vestlige lande, hvilket lykkedes forbløffende godt mange steder. I dag har slørkampagnen haft succes i næsten alle islamiske og vestlige lande, hvilket enhver rejsende med åbne øjne har kunnet se gennem en periode på 15 år. Store virksomheder fik eksportfordele til islamiske lande, hvis de gik over til islamiske slagtelove, penge fra disse virksomheder blev kanaliseret ud til de islamiske kulturcentre i vesten for eks. islamisk kulturcenter i København. Samtidig fostrede nogle muslimer den ejendommelige ide, at europæere skulle motiveres og overtales til at lade sig integrere i Allahs system, efterhånden som de erkendte den nye situation med et voksende antal muslimer og få kristne. Argumentationen er den, at islam giver mulighed for at kristne og jøder kan tillades indenfor Allahs system. Dermed skabte islam i vesten udtrykket “gensidig integration”. Muslimer  godkender at lade sig integrere med sprog og uddannelse i deres nye land, så Allahs fuldkomne system kan opbygges og landets borgere få respekt for Islam, medens landets folk til gengæld accepterer,  at muslimer får en lovgivning som er acceptabel for dem og lever op til Allahs krav i det nye land.   



Anbefal siden til en ven...
Webdesign by Style-IT

© www.islaminfo.dk