Erobringen af kongeriget Sind
skrevet af Naipaul, G. Cain

Den indisk/engelske forfatter V.S. Naipaul fortæller i "Blandt De Rettroende" om arabiske muslimers indtagelse af kongedømmet Sind - der svarer til vore dages sydlige Pakistan og sydlige Afghanistan - og som blev indlemmet i det muslimske rige i det syvende århundrede e.kr.

Som kilde bruger han en gammel beretning ved navn Chachnama, der er skrevet af en efterkommer af den sejrende arabiske feltherre Muhammed Bin Qasim, hvis herremand og slægtning Hajjaj, dirigerede hele felttoget fra sin guvernørbolig i Irak.

Efter Bin Qasims erobring af havnebyen Debal - hvor nedslagtningen efter Hajjaj´ ordrer varede i tre dage - gik araberne fra sejr til sejr, indtil de til sidst jog den kongelige hær på flugt og sendte kongens hoved til Irak sammen med Bin Qasims krigs-beretning. "Min kære fætter" svarede Hajjaj, der var pikeret over kun at få ét hoved, "da jeg modtog dit livforøgende brev, kendte min glæde ingen grænser...men lovens tilgivelse er anderledes end den du skænker... den Store Gud siger i Koranen "O troende, når I møder de vantro, skil deres hoveder fra kroppen". Dette bud er et stort bud og skal overholdes". På en senere stade i erobringens forløb skriver Hajjaj: "Mine udtrykkelige ordrer er at alle våbenføre mænd skal aflives og deres sønner og døtre tilbageholdes som gidsler". Ordrene blev overholdt ved erobringen af de resterende byer og det forhenværende kongedømme af Sind blev derefter indlemmet i det støt voksende arabiske imperium.

Men der er en interessant detalje. De fleste steder blev erobringen hjulpet på vej af en lokal embedsmand, der henvendte sig til Bin Qasim før forestående slag og fortalte ham, hvordan han bedst kunne erobre byen.

Det var ikke forræderi, skriver Naipaul, men snarere erkendelse af, at magt er magt, og det er klogest at være på den stærkes side. De tjenstvillige informanter troede at kongen blot ville blive udskiftet med en anden konge og at livet stort set ville fortsætte som før. Sådan må en stor del af den øvrige befolkning også have troet, for mange steder overgav folk sig uden kamp, uvidende om at hele grundlaget for deres kultur skulle tilintetgøres og erstattes med en anden, der var væsensfremmed for deres egen.

Denne historie beretter jeg fordi det har klare paralleller til situationen idag. Nu er det er ikke Sind, der er ved at overgive sig, men Danmark. Til en magt det ikke har forstået. Præcis som i Sind bliver overgivelsen formidlet af en højkaste, der er hævet over lokale bindinger og som mener, at den skuer højere end andre.

Lige som de hjælpsomme hinduistiske embedsmænd, har den danske højkaste indset at den kristen/humanistiske befolkning i løbet af 2-3 generationer vil være i mindretal, og et magtskifte vil være uundgåeligt. Det vil sikkert ske i modernitetens tegn og uden nævneværdig modstand fra den svindende gruppe af etniske danskere, der langsomt men sikkert lader magten spille sig af hænde. Det er historiens ironi, at de toneangivende i samfundet består af de samme mennesker, der for en snes år siden ville være trådt i Sovjetunionens tjeneste, dersom Danmark var blevet besat derfra, sideskift er ikke nyt for dem. De har omstillingsevner og et køligt blik for personlig avancement ved fælles skibbrud. Forfatteren Naipaul, der kun er først i halvtredserne, vil leve længe nok til at skrive om den ny overgivelse i sin næste bog. Gad vide hvad den komme til at hedde? Den sidste Danmarks Historie?

Geoffrey Cain
Rebekkavej 5
2900 Hellerup