Kristne mindretal blandt muslimer
skrevet af C. Cain
M I N O R I T E T E R N E S V I L K Å R I P A K I S T A N
Ved en retsag ved landsretten i Lahore for nylig blev der skabt juridisk præcedens for, at kristne forældre hvis børn konverterer til islam, ikke mere må bo sammen med deres børn. Grunden var, at sidstnævnte kunne tænkes at blive ført på samme afvej som deres forældre. Fremover vil familierne kunne skilles ad langs religiøse linier, hvilket er en grusom middelalderlig straf for folk, hvis eneste forbrydelse er deres “afvigende” tro.
Men det er er ikke de kristne pakistaneres eneste problem.
Blasfemilovene (indført af diktatoren Zia Ul Haq i 1975) tillader ingen kritik af islam, og mange mennesker er blevet dømt på falske anklager. Situationen for kristne er så uudholdelig, at romersk katolsk biskop John Joseph for nylig begik offentligt selvmord i protest. I dec. 1997 blev en kristen kirke ved Sheikupura revet ned og pastoren myrdet for øjnene af sin familiemedlemmer. Disse ved, at chancerne for, at de indflydelsesrige banemænd kommer for en domstol er forsvindende små. I det pakistanske ugeblad The Friday Times (29. maj - 24. juni) spørger den muslimske advokat og journalist Muhammad Shan Gul, hvordan man kan forsvare en blasfemilov, der afskærer dommeren fra at undersøge de ydre omstændigheder ved en blasfemi-anklage, samtidig med at den tillader ham straks at tildele straf, blot en muslim anklager en anden person for blasfemi. Den 9. okt. d.å. vedtog et flertal i det pakistanske nationalforsamling at forfatningen fremover skal være på linie med sharia-lovgivning, der også gælder for ikke-muslimer. Her er det især to forhold, der vækker bekymring: for det første anerkender sharia slaveriet (hvilket menneskerettighedskonventionen forbyder), og for det andet foreskriver den visse “grænsestraffe” (huddud), der hører oldtiden til, nemlig hånds-og fodafhugning, stening til døde og korsfæstelse. (jvfr Kari Vogt: Islams Hus).
Men sådan ser ting ud i Pakistan idag altså, og de her omtalte hændelser er formentlig toppen af isbjerget. I forbindelsen med tvangskonvertering af den kristne pige Carole Daphne skrev Amnesty International følgende i dec. 1995: ”Tilfældet Carole Daphne er blot ét af de seneste i en række, hvor medlemmer af Pakistans kristne mindretal er blevet likvideret, dødsdømt, fængslet, truet på livet eller på anden måde forfulgt efter påståede blasfemiske ytringer”. Mærkeligt nok er de flestei Vesten bosatte pakistanere
imod ophævelse af blasfemilovene. Maulana Abudi Haddi Al Umri og tre andre ledere
af den britiske islamiske gruppe "The Central Jamiat Ahl-e-Hadith Britain" har udsendt en fælleserklæring, der kritiserer USA og visse Europæiske lande for deres ønske om at få dem ændret. I Al Umri og sine frænders øjne er blasfemilovene "uomtvisteligt perfekte, eftersom enhver der bagvasker Profeten fortjener døden", som det så smukt hedder. På trods af at de nyder udstrakt frihed her, har ganske få muslimer i Vesten arbejdet for bedre forhold for minoriterne i de islamiske lande, og de der har, er hverken blevet bakket af de religiøse fælleskaber eller almindelige muslimer. Her i Danmark kunne man hjælpe kritiske muslimer ved at oplyse om blasfemilovene, (som de allerfleste mennesker sandsynligvisaldrig har hørt om), og her kunne kendte muslimske nydanskere som Mehmet Necef, Bashy Quraishy, Lubna Elahi osv. give et værdifuldt nap med.
kilder: I.S.I.C. Bulletin (Inst. for Studiet af Islam og Kristendom, St. Andrews Centre, Plaistow, UK)
Geoffrey Cain
