Koranens tilblivelse
skrevet af Rolf Slot-Henriksen

Islam opfatter Koranen som en ufejlbarlig kopi, ord for ord af en Himmelsk Koran, en urbog, som Allah har i Himlen. Muhammad mente, at den var blevet formidlet med fejl til andre, men alene fejlfrit til ham. Religionshistorikeren Tor Andreae påviste som den første, hvordan Manikæismen havde påvirket Muhammads lære. Der er i dag ingen tvivl om, at Muhammad blev påvirket stærkt af de manikæiske forestillinger om urbogen og hans kaldelse som profet til araberne. Han mente, at hans opgave var at overgive dem en korrekt gengivelse af den prototype af urbogen (ummalkitab), som forefandtes i Himlen, idet han mente, at alle andre religioner havde forfalsket den. Denne bog i Himlen kaldtes også "den velbevarede tavle". Den første åbenbaring om denne bog fik han i en hule i bjerget Hira år 611. Et åndeligt væsen befalede "iqra" ("læs!"). Hvad englen sagde gengiver han i sura 96. Senere tydede han dette væsen som englen Gabriel. Muhammad kunne ikke skrive. Han lærte derfor det hele udenad. Siden hen fortalte han det til andre. Nogle skrev også enkelte vers og afsnit ned på palmeblade. Efter profetens død samlede man de ord nogle kunne huske og andre havde skrevet ned til et hele, inddelt i afsnit: suraer. Disse blev ikke ordnet efter rækkefølge, årstal eller emner, men efter længde. I de første år var åbenbaringerne fortrinsvis "blide", senere blev de meget krigeriske og kompromisløse. Hvis versene undsiger hinanden er det altid de sidst åbenbarede, som gælder. De første er da ophævede. Dette kaldes abrogation.