Korantolkning og Koranforståelse
skrevet af N. al-B.
Islams forståelse af Koranen er væsentlig forskellig fra kristnes forståelse af den kristne tro og Bibelen. Islams højeste autoritet er en bog: Koranen. Kristendommens højeste autoritet er ikke en bog, men Kristus. I Islam er hvert bogstav i Koranen derfor af højeste betydning; i den kristne tro er derimod ikke så meget de enkelte ord og bogstaver af betydning, da Kristus selv er "Ordet", som til stadighed er nærværende og stadig åbenbarer sig. Da Koranen er højeste autoritet i islam, opfattes Koranen ikke blot som fuldkommen, men også som en lovgivning, som er lige så statisk og uforanderlig som selve Koranen. Den islamiske lov, som i sin grundstruktur findes i Koranen, og som er meddelt profeten Muhammad, opfattes derfor som 100% korrekt, ufejlbarlig, uforanderlig og umulig at ændre. På de områder, hvor de 4 lovskoler har tolket Koranen, er tolkningen fuldendt og kan ikke ændres af andre.
Lederen for foreningen af muslimske akademikere (OPSA) og hovedbestyrelsesmedlem for Det radikale Venstre Mazhar Hussein udtrykker det sådan: "Jeg er fundamentalist. Det betyder, at der er ikke et bogstav eller komma, der er sat forkert i Koranen. Det mener alle muslimer, og derfor er også alle muslimer fundamentalister (Jyllandsposten Kbh. 15.6.99).
Af samme grund kan Koranen egentlig ikke oversættes., da en oversættelse jo ville indebære en tolkning. Den skal læses på arabisk. I koranskolerne læses derfor Koranen på arabisk også selv om børnene ofte ikke forstår, hvad de læser. Oversættelser stammer som oftest fra ikke-muslimske universiteter og fra ikke anerkendte sekter, som for eks. Abdul Salam Madsens oversættelse fra Amadiya sekten, der ikke anerkendes som muslimsk. og som indeholder ænrdinger og afsvækninger i forhold til grundteksten. Denne kan derfor næppe anbefales. Såkaldt officielle oversættelser opfattes kun som "forklaringer".
Dette forhold skyldes, at muslimer mener, at Koranen er et identisk kopi af den lovbog, Allah har liggende i himlen (umm al-Kitab). Enhver tolkning ville være en forfalskning. Muhammad mente, at alle andre bøger for eks. Det gamle Testamente og Det nye Testamente ikke var bevaret i deres renhed ("De har forfalsket Bibelen", sura 3.25). Nu kom han med Guds åbenbaring uforfalsket. Koranen er ifølge ham Guds sidste ufejlbarlige ord (seglet). Det giver naturligvis nogle voldsomme problemer for islam som lov. For det betyder, at lovene om slaveri, afstraffelse af kvinden (sura 4.35), halv arveret for kvinder (sura 4.12 og 4.177), kvinder og børn som lovmæssig krigsbytte og naturligvis lovene om ren og uren er evige, fuldkomne og uforanderlige.
Dertil kommer, at man må undre sig over, hvor kaotisk og forvirrende Gud taler i Koranen med endeløse gentagelser af præcis de samme sætninger, ophævelse af vers, som Muhammad siden tolkede som sataniske (de sataniske vers: sura 53.20-24), afskrivninger fra love fra 3. Mosebog, som Muhammad havde hørt mundtligt (han kunne ikke læse) og endeløse misforståelser: Jakob betegnes som Abrahams barn, men er i virkeligheden hans barnebarn (sura 2.132-33), Zakarias i det nye og Det gamle Testamente anses for at være samme person (sura 3.34-35). Farao korsfæster sine ofre, skønt skikken var ukendt hos de gamle ægyptere (sura 6.125). Muhammad tror det var Ismael der blev ofret og ikke Isak. Der er lån af legendariske historier om Jesu barndom (de apokryfe legendariske barndomsfortællinger), som først opstod flere hundrede år efter Jesu død, da Det nye Testamente forlængst havde sin form. Et kendt eksempel er legenden om barn Jesus og lerfuglene, som bl.a. Selma Lagerløf har gendigtet i bogen "Kristuslegender", og en legende om at Jesusbarnet allerede talte i vuggen (Sura 19.31, 3,30 og især 5.109f): "du skulle tale til menneskene i vuggen og som voksen, og da jeg lærte dig Skriften og Visdommen og Toraen (Tawrat) og Evangeliet (Injil), og da du af ler med min tilladelse skabte fugleskikkelse og pustede ånd i den, og de med min tilladelse blev en (levende) fugl". Pudsigheder er der også mange af, for eks, at kristne skulle have tre guder: Faderen, Sønnen og jomfru Maria! (sura 5.117). Muhammad forstår ikke, at treenigheden betyder tre sider af Guds væsen: den fjerne, den åndelige som gennerntrænger alt, og Guds almagt der gør det muligt endog at åbenbare sig menneskeligt. I stedet opfatter han treenigheden som faderen, dennes hustru og deres barn. Den jødiske forståelse og brug af ordet "søn" har Muhammad ikke kendt. Især Muhammads kendskab til kristendommen må have været uhyre sparsomt. I de første år omtaler han kristendommen pænt, men i de senere år af Muhammads liv angriber han kristne og især jøder i dramatiske vendinger. De skal underkastes eller dræbes, hvilket bla.a. førte til hans massakre på jøderne i byen Chajbar. Da vi derfor modsigende vers i Muhammads åbenbaring, gælder læren om abrogation (sura 2.100. "Vi bringer bedre eller lignende (vers) i i stedet"). Det betyder, at de sidste kompromisløse vers ophæver de første kompromissøgende vers som for eks. "der er ikke tvang i religionen" eller "Jesus er Messias". Efter dette har Muhammad ændret eller ophævet 225 koranvers.
Professor Jes Asmussen peger på problemet med den muslimske lovs uforanderlighed, hvor enhver detalje anses som fuldendt og ufravigelig. "Når der opstilles paragraffer i etikken, og der sluttelig hævdes: `Så siger Herren´, så kan man være ganske rolig, at her foreligger der en forfalskning eller i bedste fald en misforståelse. Guds ord er evigt og uforanderligt, men det er en moralkodeks aldrig, ifølge sagens natur kan den ikke være det. Når Jesus siger: `Du skal elske din næste som dig selv´, så er det ikke en moralkodeks, men et evigt krav, som hvert menneske i forhold til sin egen tid under eget ansvar må tolke og leve ud fra"(J. Asmussen, Islam s.92). Men Koranen som uforanderlig lovgivning er et problem. Jes Asmussen peger på, at kvinder og børn ifølge Koranens lov er lovligt krigsbytte, og at man derfor under delingen i Indien og Pakistan bortførte 60.000 piger og kvinder, ligesom man tidligere havde drænet de kristne områder på Balkan for børn ved at forlange deres førstefødte drenge udleveret som en slags skat kaldet "drengehøst". Men disse overgreb var faktisk ikke noget overgreb i forhold til Koranens etik. Men mange menige skammede sig over det der skete da muslimer ved Indiens deling tog tusinder af børn og kvinder som krigsbytte og protesterede, altså mod det, som Allah syntes var helt i orden. "For at sætte sagen på spidsen: hvis mennesker er bedre end Gud, så kan muslimerne hævde, at Koranen er Guds ord, ellers ikke, for menneskers etik har vist sig at nå højere, end det , som Allah slår fast som norm for Adams slægt" (J. Asmusssen: Islam s.93).
For muslimer er der ingen tvivl. Koranen er Allahs sidste og eneste rigtige ord. Derfor gælder naturligvis inddelingen i ren og uren som ramme for hele samfundet og hele livet, samfundsstrukturen og lovgivningen med alt, hvad det indebærer. Religionsfrihed for en muslim er at kunne følge denne uforanderlige lovgivning også med hensyn til Allahs inddeling i verden i rene og urene skabninger og deres vidt forskellige retsstatus.
