Diyanet,største tyrkisk organisation
skrevet af Chris Hinrichsen
Denne artikel har tidl. vret bragt i Islam, integration eller..! 1999

“Diyanet Isleri Bakanligi” (Direktoratet for religiøse anliggender) i Tyrkiet, som bl.a. også udsender præster (hojaer), missionærer, penge, opretter privatskoler, koranskoler og moskeer, boghandler.
80.000 ansatte, 72.000 moskeer, 350 forlag. Udgiver et udtal af blade på tyrkisk, hvoraf flere læses i DK.
De udsendte hojaer støttes gennem den tyrkiske ambassade i Danmark.
Ejer moskeer i København, Ishøj, Slagelse, Holbæk, Odense (sammen med Al-Djamiya al-islamiya), samt en større moske under planlægning i Århus (Gjellerup).
Har endvidere lejet fortrinsvis kommunale ejendomme som moskeer i Randers, Århus, Horsens, Fredericia, Ikast, Roskilde, Ringsted, Køge, Farum, Hvidovre, Kokkedal, Helsingør og Hedehusene.
Antallet af Diyanet- Hojaer (det samme som imamer) i DK svinger fra ca. 20-45 afhængig af, om det er i eller udenfor Ramadanen. Diyanet er relativ moderat i forhold til mange andre bevægelser, selvom man undres over indholdet i mange skrifter som gennemgående trykkes i Tyrkiet og Tyskland. F.eks. står det i tyrkiske religionsministeriums “Håndbog for gæstearbejdere”: “Når et menneske er langt borte fra sin familie, alene og er fremmed og ingen kender, som kan hjælpe ham, ligger på sygehus eller er i fængsel, så ser missionærer deres chance. De stræber efter at vinde deres hjerter, derfor giver de dem gaver, gør sig til venner med dem, f. eks. giver dem god mad, slik og kage... De kan hjælpe arbejderfamiliernes børn med lektier, give dem en bolig, råde dem ved indkøb, give de syge blomster, de små børns tøj og meget mere. Således vil de forføre de ikke-kristne arbejdere til kristendommen. Den kristne verden har altid været en uafbrudt forfølger af islam” (“Im Namen Allahs”, Köln 1990, s.51).
Dijanet står i stærk modsætningsforhold til den anden store tyrkiske bevægelse Milli Görus, som er ekstrem sammenlignet med Diyanet. Der har dog i de senere år også indenfor Diyanet været en tendens til radikalisering, indtil videre uden den tyrkiske stats velsignelse.